DGL 2008.15: Dansk rets gyldighed i grønlandske og færøske særanliggender

Af dommer Frederik Harhoff, FN's Internationale Krigsforbryderdomstol For Det Tidligere Jugoslavien

Hjemmestyremyndighederne på Færøerne og i Grønland har i henhold til hjemmestyrelovene efterhånden overtaget de fleste af de heri angivne sagligt afgrænsede lovgivende og udøvende beføjelser fra rigsmyndighederne.[1] Dette er sket med den virkning, at den ved overtagelsen gældende danske retstilstand på de sagsområder der overtages er forblevet i kraft indtil den ændres eller ophæves af rette myndighed, dvs. enten Lagtinget/Landstinget eller Landsstyret på hhv. Færøerne og i Grønland. Denne ordning er begrundet i ønsket om at undgå »retstomme huller« på disse områder, som hjemmestyremyndighederne i modsat fald ville være nødsaget til straks at udfylde med egen lovgivning.

Ordningen indebærer, at ny dansk lovgivning eller administrativ regulering inden for disse områder fremover kun har virkning for Danmark, men derimod ikke for Færøerne og Grønland. I disse rigsdele består den ældre rigslovgivning således fortsat i det omfang den ikke - efter overtagelsen - er ændret eller erstattet af Hjemmestyremyndighederne. Ønskes ny dansk lovgivning på disse områder i enkelte sjældne tilfælde ikraftsat også på Færøerne og/eller i Grønland, kan dette kun ske ved Hjemmestyremyndighedernes mellemkomst. Princippet er enkelt og hensigtsmæssigt, og det turde i almindelighed være ufornødent at indskrive særlige regler herom i ny dansk regulering på disse områder, jfr. nærmere herom ndf. vedrørende praksis i så henseende.

Højesterets dom i U 1986 p. 314 H rejser imidlertid spørgsmål om rækkevidden af dette princip. Dommen, der er kommenteret af universitetslektor, lic. jur. Peter Blume i U 1986 B, p. 278-79, påkalder sig imidlertid nogle supplerende bemærkninger om dansk rets gyldighed i grønlandske og færøske særanliggender, ikke mindst fordi det er første gang Højesteret tager stilling til en rigslovs gyldighed i de oversøiske rigsdele.

1. Problemstillingen i dommen

Problemet i dommen var at afgøre, hvilken instans der var kompetent til at behandle et overenskomstbrud på Færøerne. Principielt bestod der flere muligheder: Den færøske Arbejdsgiverorganisation havde således indbragt sagen som et anerkendelsessøgsmål for Færøernes Ret (de almindelige domstole), medens Den færøske Arbejderforening havde påstået sagen afvist fra denne ret og i stedet behandlet ved den i overenskomsten omtalte faglige voldgift. Færøernes Ret fulgte dette synspunkt. Landsretten udtalte imidlertid, at tvisten ikke kunne henhøre under denne faglige voldgift, da der forelå et brud på overenskomsten, og afviste derfor sagen med den virkning at denne enten måtte behandles af Arbejdsretten i København, eller muligt slet ikke kunne behandles af nogen judiciel instans overhovedet. Landsretten lagde derved til grund, at lov nr. 536 af 4. oktober 1919 om Den faste Voldgiftsret fortsat måtte være gældende på Færøerne, og at det derfor måtte være Arbejdsretten - som i 1964 erstattede »Den faste Voldgiftsret« - der i det foreliggende tilfælde måtte være den kompetente myndighed. Paradoxalt nok var begge parter under sagen enige om, at sagen i hvert fald ikke skulle afgøres af Arbejdsretten! Parternes begrundelse herfor får stå hen i det uvisse, men det er sikkert, at Den faste Voldgift i hvert fald i 1954 faktisk anså sig for kompetent i færøske arbejdsforhold, se F.V.K. i U 1954, p. 624. Højesteret fastslog herefter, at sagen rigtignok måtte afvises fra de almindelige domstole men tilføjede, at sagen ej heller kunne behandles af Arbejdsretten, idet den i Danmark gældende arbejdsretslov - herunder den for dette område tidligere gældende danske lovgivning - ikke gælder på Færøerne. Højesteret nåede derfor til det resultat, at sagen måtte behandles af den faglige voldgift i henhold til overenskomsten. Henset til den uklarhed der herskede om det gældende retsgrundlag havde det måske været nærliggende, om statsministeriet var indtrådt som biintervenient under sagen, jfr. bestemmelsen i Rpl. § 252, stk. 2.

Det er Højesterets fastslåelse af, at hverken den nuværende eller de tidligere danske arbejdsretslove er gældende på Færøerne, der er genstand for bemærkningerne i denne artikel.

2. Formelle betragtninger

Højesteret fastslår med denne - kun lidet begrundede - udtalelse, at der nu på Færøerne ikke gælder nogen særregler om løsning af de typiske arbejdsretlige konflikter, som det i Danmark er overladt Arbejdsretten at behandle, jfr. lov nr. 317 af 13. juni 1973 om Arbejdsretten. Min væsentligste og principielle indvending mod denne retsskabende konstatering er, at Højesteret ikke - ligeså lidt som andre Rigsmyndigheder - er kompetent til at fastslå, hvad der skal være gældende ret inden for et hjemmestyreanliggende. Afgørelsen heraf er suverænt henlagt til Hjemmestyremyndighederne i henhold til hjemmestyreloven. Når begrundelsen for Højesterets konstatering ovenikøbet synes at ligge i 1973-lovens § 25 (der undtager Færøerne fra denne lovs gyldighedsområde) opstår der det generelle spørgsmål, om de tilsvarende bestemmelser i en række andre rigslove har samme virkning for den på Færøerne gældende retstilstand. Dette spørgsmål vender jeg tilbage til nedenfor under pkt. 3.

Dommen udtaler endvidere, at den ved arbejdsretsloven af 1973 foretagne ophævelse af det tidligere retsgrundlag[2] også måtte have virkning for Færøerne, bl.a. fordi Det færøske Landsstyre i 1973 tilsluttede sig, at den nye arbejdsretslov ikke kom til at gælde for Færøerne. Dommens præmisser røber ikke klart, hvilken betydning Højesteret har tillagt Landsstyrets tilslutning. Synspunktet i dommen forekommer at hvile på den betragtning, at når Landsstyret - ved afvisningen af den nye arbejdsretslov i 1973 - ikke udtrykkeligt udtalte at den gamle 1919-lov (med senere ændringer) fortsat ansås for gældende på Færøerne, da måtte denne lov for bestandig være ude af verden, også for Færøernes vedkommende. Det er imidlertid efter min vurdering ikke holdbart at tillægge Landsstyrets afvisning af den nye lov denne betydning. Mere nærliggende er det vel at antage, at Landsstyrets stillingtagen i sin tid alene har drejet sig om, hvorvidt den nye lov skulle gælde eller ej, uden at der ved denne lejlighed har været anledning til udtrykkeligt at fastslå, at den ældre lovgivning fortsat ansås for gældende; Landsstyret har i så henseende kunnet henholde sig til den almindelige bestemmelse i hjemmestyrelovens § 13, hvorefter den på tidspunktet for overtagelsen gældende danske lovgivning forbliver i kraft indtil videre, jfr. ovf. - Denne antagelse bestyrkes af den i motiverne til 1973-loven anførte færøske begrundelse for at afvise lovens gyldighed for Færøerne, nemlig at området som helhed er overtaget af Hjemmestyret, og dermed er blevet et færøsk anliggende.[3] Uanset at der hos Landsstyret kan have været tvivl om, hvilke arbejdsretlige regler der gjaldt i 1973 på Færøerne, er der efter min vurdering intet grundlag for at antage, at det ved den lejlighed skulle have stået Landsstyret klart, at afvisningen af den nye lovs gyldighed for Færøerne indebar en ophævelse af alle hidtil gældende regler. I øvrigt kan man undre sig over, at lovforslaget overhovedet blev sendt til høring i Landsstyret - når området er et særanliggende - for at få en tilkendegivelse af om den nye danske lov ønskedes ikraftsat på Færøerne. Det er vel det sandsynligste, at incitamentet til at lade nye danske regler træde i kraft på de områder, der er overtaget som særanliggender næppe har været stort.

Bortset fra omstændighederne ved Landsstyrets afvisning af 1973-lovens gyldighed for Færøerne kan det for interessens skyld tilføjes, at 1919-lovens forblivende faktisk er fastslået i den for Færøerne gældende retsplejelovs § 1, stk. 3, jfr. lov nr. 72 af 5. marts 1979. Denne betragtning skal dog næppe overvurderes. Bestemmelsen er en afskrift af den tilsvarende bestemmelse i den for Danmark gældende retsplejelov, hvor den fremtræder som et rudiment fra tiden før 1973. Bestemmelsen er dog foreløbig opretholdt i det foreliggende lovforslag til revision af den for Færøerne gældende retsplejelov.

3. Materielle betragtninger

Dommens resultat er muligvis udtryk for den helt enkle betragtning, at det ikke har mening at henvise sagen til behandling ved Den faste Voldgift i henhold til 1919-loven, fordi denne institution forlængst er nedlagt og erstattet af Arbejdsretten. Den lovændring i 1964, hvorved Voldgiftsretten afløstes af Arbejdsretten var imidlertid aldrig trådt i kraft for Færøerne, fordi lovændringen ikke var kundgjort dér i overensstemmelse med de om kundgørelse på Færøerne gældende særlige regler,[4] og Højesteret har derfor ikke villet tillægge Arbejdsretten nogen kompetence overhovedet i færøske arbejdsforhold. Dette stemmer imidlertid ikke med arbejdsministerens udtalelse i Folketinget i forbindelse med behandlingen af den nye arbejdsretslov i 1973 om, at Arbejdsretten faktisk gennem årene har behandlet et mindre antal sager fra Færøerne. Lovbekendtgørelsen fra 1964 intenderede efter sit indhold også at gælde for Færøerne, og Arbejdsretten har åbenbart handlet i overensstemmelse hermed - trods den formelt manglende kundgørelse af lovændringen fra 1964. Om man i denne situation vil hævde, at lovændringen fra 1964 alligevel måtte anses for ikrafttrådt på Færøerne ved sædvane, eller om man i stedet antager, at 1919-loven i sin reviderede skikkelse fortsat måtte være gældende på Øerne, fordi den i 1964 stedfundne ændring i realiteten blot medførte, at institutionens navn ændredes fra »Den faste Voldgift« til »Arbejdsretten«, spiller kun en mindre rolle. - Afgørende i begge tilfælde er, at det relevante lovgrundlag for den anlagte sags behandling skulle have været lovbekendtgørelsen fra 1964 og ikke 1919-loven i sin uændrede skikkelse som forudsat af Højesteret. Dette synspunkt - som ville have medført, at sagen var blevet behandlet af Arbejdsretten, ville imidlertid som nævnt komme på tværs af begge parters interesse. Ansvaret for dette resultat ligger da på den anden side ikke hos Højesteret, men derimod hos Det færøske Lagting selv. Og det er netop her det politiske ansvar bør ligge. Højesteret skal med andre ord ikke »reparere« eller kompensere for Lagtingets manglende udnyttelse af dets kompetence og de (urimelige) konsekvenser dette eventuelt måtte få.

Sagen volder imidlertid vanskeligheder uanset hvilket resultat Højesteret var nået til. Den løsning Højesteret valgte rejser nemlig nogle andre problemer, i hvert fald i det omfang dommen tillægges almindelig retsskabende virkning.

For det første synes konsekvensen at være, at den ældre danske retstilstand - ikke blot på de områder, hvor Hjemmestyremyndighederne har overtaget lovgivningskompetencen, men overalt hvor retstilstanden hviler på ældre dansk lovgivning - nu må anses for bortfaldet på Færøerne og i Grønland i samme omfang som denne tidligere lovgivning henad vejen er ophævet for Danmarks vedkommende. - Denne konsekvens er særdeles uheldig, fordi den som nævnt tvinger Færøerne og Grønlands lovgivende myndigheder ud i et meget omfattende lovgivningsarbejde for at udfylde de »retstomme huller«, der hermed er skabt på en række særanliggender. Også Folketinget vil skulle udføre en tilsvarende opgave for så vidt angår »huller« i rigsanliggenderne på Færøerne og Grønland. Efter mit umiddelbare skøn drejer det sig for Færøernes vedkommende om ca. 25 ældre danske love, der skal erstattes enten af Lagtinget eller af Folketinget, - og for Grønlands vedkommende omtrent det halve.

For det andet indebærer dommen helt konkret en fjernelse på Færøerne af den begrænsning, som det arbejdsretlige sanktionssystem har medført i de erstatningsretlige retsfølger over for forbundene og disses enkelte medlemmer under arbejdsretlige konflikter, herunder overenskomstbrud. Denne begrænsning er en følge af, at retsforholdene inden for den kollektive arbejdsret adskiller sig markant fra andre erstatningsretlige situationer. Begrænsningen indebærer hovedsageligt, som også landsrettens flertal antyder, at almindelige erstatningsretlige regler på dette område fortrænges til fordel for et lempeligere bodsansvar ved vurderingen af en virksomheds økonomiske tab som følge af overenskomstbrud.[5] Jeg skal ikke gå nærmere ind på den arbejdsretlige teori og debat om det arbejdsretlige sanktionssystems begrundelse og anvendelse; det er i denne sammenhæng blot hensigten at fremhæve, at dette system - med den grad af social beskyttelse og forbundsmæssig forpligtelse det indebærer - nu synes at være ophævet på Færøerne.

En lagtingslov om et arbejdsretligt system er efter det oplyste undervejs i Det færøske Lagting, men indtil denne lov vedtages gælder på Færøerne alene de almindelige erstatningsretlige regler i tilfælde af overenskomstbrud, og disse regler vil tilmed være at anvende ved de almindelige domstole. Højesterets dom, der uden Det færøske Hjemmestyres udtrykkelige tilslutning fjerner det retlige produkt af dette århundredes faglige kamp på arbejdsmarkedet med et pennestrøg, må siges at være en meget stærk indgribende og forhåbentlig utilsigtet retsskabelse.

4. Om praksis i dansk lovgivning

Nyere danske loves gyldighed på Færøerne og i Grønland er i reglen afgjort i særskilte bestemmelser, hvis nærmere formulering afhænger af kompetence- og reguleringsforholdene. Følgende to hovedtyper kan opstilles:
a) love der erstatter ældre danske love inden for fælles rigsanliggender, og
b) love der erstatter ældre danske love inden for færøske/grønlandske særanliggender,

ad a) I disse tilfælde ophæves den ældre lovgivning samtidig med ikrafttrædelsen af det nye regelsæt.[6] Herefter fastsættes det, at:

»Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved kgl. anordning sættes i kraft for disse rigsdele (landsdele) med de afvigelser som de særlige færøske og grønlandske forhold tilsiger.«

Det er i disse tilfælde klart formuleret i bestemmelsen, at det er Rigsmyndighederne der besidder kompetencen til at sætte det nye regelsæt i kraft på Færøerne og i Grønland, og at dette kan ske således, at der herved tages særlige hensyn til de lokale forhold. Forinden dette sker skal Rigsmyndighederne forelægge loven for Hjemmestyremyndighederne til udtalelse.[7] Det almindeligste er, at loven på et senere tidspunkt sættes i kraft på Færøerne/i Grønland ved kgl. anordning. Men det forekommer, at dette ikke er sket - med den virkning, at man har anset den tidligere retstilstand for fortsat gældende i disse rigsdele. Det er netop i disse tilfælde, at Højesterets dom får virkning som anført ovenfor. Nogle eksempler vil illustrere problemets omfang:

Lov nr. 298 af 8. juni 1977 om konkurs (med senere ændringer) ophæver i § 215 den ældre lov nr. 51 af 25. marts 1872 om konkurs, samt lov af 14. april 1905 (nr. 225 i 1906) om tvangsakkord. I den gældende konkurslovs § 224 er herefter indsat en bestemmelse, der svarer til den ovenfor citerede om lovens gyldighed for Færøerne og Grønland. Loven er senere sat i kraft for Grønland, men ikke for Færøerne, hvor der - hvis man skal følge Højesterets linie ikke længere gælder nogen regler om konkurs og tvangsakkord.

Lov nr. 228 af 23. maj 1984 om erstatningsansvar ophæver i § 29, nr. 1, lov nr. 129 af 15. april 1930 om forsikringsaftaler § 25. I erstatningsansvarslovens § 32 er indsat en fakultativ bestemmelse om ikraftsættelse på Færøerne, men denne er ikke udnyttet. Følger man princippet i Højesterets dom gælder der herefter på Færøerne ingen regler om forsikringsselskabers regresret mod den erstatningsansvarlige.

Lov nr. 275 af 9. juni 1982 om køb på kredit ophæver i § 42, stk. 3, lov nr. 224 af 11. juni 1954 om køb på afbetaling. I kreditkøbslovens § 43 er indsat en fakultativ bestemmelse om ikraftsættelse på Færøerne, men denne er ikke udnyttet. Følger man principperne i Højesterets dom gælder der herefter på Færøerne ingen regler om køb på afbetaling.

Lov nr. 297 af 14. juni 1974 om markedsføring (med senere ændringer) ophæver i § 21 den tidligere lov nr. 98 af 29. marts 1924 om uretmæssig konkurrence og varebetegnelse. I markedsføringslovens § 23 ses påny bestemmelsen om lovens gyldighed for Færøerne (og Grønland) svarende til den ovenfor citerede, og også her må det konstateres at markedsføringsloven ikke er sat i kraft for Færøerne. Højesterets dom medfører, at de bestemmelser i den gamle 1924-lov, der hidtil har været gældende på Færøerne, nu må anses for bortfaldet. Der gælder herefter ingen regler på Færøerne om uretmæssig konkurrence ved urigtig varebetegnelse. (Hvad særligt angår priskontrol er dette anliggende overtaget som sær anliggende, hvorom der gælder de i lagtingslov nr. 43 af 23. juni 1978 indeholdte regler).

Det ville utvivlsomt være lovteknisk ønskeligt - men næppe altid hensigtsmæssigt eller tilfredsstillende i praksis - om der i alle rigsanliggender gjaldt en énsartet retstilstand. - Som eksemplerne ovenfor viser, er dette imidlertid langt fra tilfældet. Retstilstanden på Færøerne og/eller i Grønland hviler i virkeligheden på forbavsende mange og væsentlige fælles rigsanliggender på ældre dansk lovgivning, som forlængst er afløst af nye regler i Danmark.[8] At dette undertiden har påkaldt sig særlig opmærksomhed hos Lovgiver fremgår af følgende formulering, som i enkelte tilfælde er tilføjet i bestemmelserne om lovens ikrafttræden for Færøerne og Grønland:[9]

»Indtil lovens ikrafttræden for Færøerne og Grønland skal de hidtil gældende regler i lov nr. - - - af - - - iagttages.«

I disse tilfælde fastslås det således udtrykkeligt, at den ældre lovgivning, som ophæves samtidig med den nye lovs ikrafttræden for Danmark, forbliver i kraft indtil videre i de to øvrige rigsdele. Som antydet i indledningen er det principielt unødvendigt at indsætte en sådan særlig bestemmelse herom; bestemmelsen om lovens eventuelle senere ikrafttræden ved kgl. anordning på Færøerne og i Grønland er hidtil blevet forstået således, at den ældre lovgivning uden videre fortsat bestod i de oversøiske rigsdele. Efter Højesterets dom får disse tilføjelser imidlertid nu selvstændig betydning som særlig lovhjemmel for den ældre lovgivnings fortsatte gyldighed. Dette skaber en helt tilfældig forskel mellem de situationer, hvor den ældre lovgivning henholdsvis bevares eller bortfalder, for det beror tilsyneladende på rene tilfældigheder om den citerede tilføjelse er indsat i de nye love eller ej.

ad b) I de tilfælde hvor ældre danske love inden for færøske og/eller grønlandske særanliggender erstattes af nye danske love, bestemmes det som hovedregel at:

»Denne lov gælder ikke for Færøerne og Grønland.«

Denne kortfattede formulering afspejler den grundlæggende kompetencefordeling mellem Staten og Hjemmestyremyndighederne: De danske Rigsmyndigheder er ikke længere kompetente til at regulere det pågældende område på Færøerne/i Grønland, og det følger af de ovenfor under note [1] anførte bestemmelser, at det herefter er overladt til Hjemmestyremyndighederne selv at træffe afgørelse om den ældre danske retstilstands fortsatte gyldighed i disse rigsdele. Det ligger derfor i sagens natur, at den nye danske lovs ophævelse af den ældre lovgivning kun har virkning for Danmark. - Det falder med andre ord uden for rigsmyndighedernes beføjelse at træffe afgørelse om den nye lovs eventuelle ikrafttræden på Færøerne og i Grønland, og tilføjelsen om at dette kan ske ved kgl. anordning er derfor ikke medtaget i disse tilfælde.

Også i disse tilfælde giver Højesterets dom anledning til vanskeligheder; den konkrete sag om den nye arbejdsretslovs gyldighed på Færøerne er netop et eksempel herpå, og det af Blume, a.st. angivne eksempel om den nye offentlighedslov er et andet. I begge tilfælde angives det i loven, at den ældre lovgivning ophæves, samt at loven ikke gælder for de oversøiske rigsdele.[10] Konsekvensen af dommen må være, at der efter 1. januar 1987 ikke gælder nogen regler om offentlighed i den færøske og grønlandske forvaltning. - For blot at nævne et tredie eksempel - der vedrører et grønlandsk særanliggende - vil loven om dybfrosne levnedsmidler m.m. fra 1964[11] ikke længere være gældende i Grønland, fordi denne lov sidenhen er ophævet ved den nye levnedsmiddellov i Danmark fra 1973.

5. Sammenfatning

Den ovenfor omtalte praksis giver grundlag for at fastslå følgende almindelige regler om virkningerne for Færøerne og Grønland af ældre danske loves ophævelse:

i. Hvor det alene drejer sig om ophævelse af ældre danske love inden for et rigsanliggende, har ophævelsen umiddelbar virkning for alle tre rigsdele. Ikraftsættes samtidig hermed en ny lov, må denne i hvert fald ikke sættes i kraft for Grønland og Færøerne førend Hjemmestyremyndighederne har haft lejlighed til at udtale sig til fordel herfor, (og loven skal herefter særligt for Færøerne kundgøres efter de herom gældende regler). Denne ordning følger af bestemmelserne i den færøske hjemmestyrelovs § 7 og den grønlandske hjemmestyrelovs § 12 om Rigsmyndighedernes pligt til forudgående forelæggelse af påtænkte love og administrative forskrifter. Ordningen medfører i praksis, at det i loven bestemmes, at den ikke gælder for Færøerne og Grønland, men at den ved kgl. anordning kan sættes i kraft dér. Det er herved forudsat, at den ældre retstilstand fortsat gælder i disse rigsdele - og at dette vil være tilfældet indtil den nye lov efter anmodning fra Hjemmestyremyndighederne sættes i kraft af regeringen, eventuelt med visse i »de særlige forhold« begrundede ændringer. - Denne ordning er enkel og hensigtsmæssig, og det bør i almindelighed undgås at tilføje nogen særlig bestemmelse om den ældre retstilstands fortsatte gyldighed i selve loven.

ii. Drejer det sig om ophævelse af ældre danske love inden for færøske og/eller grønlandske særanliggender, er virkningen den modsatte: den ældre lov ophæves kun for Danmark men består fortsat for Færøerne og Grønland. Beføjelsen til at ophæve ældre danske love inden for særanliggenderne tilkommer Hjemmestyremyndighederne, og kun disse. Denne ordning følger af bestemmelsen i den færøske hjemmestyrelovs § 13 og den tilsvarende bestemmelse i den grønlandske hjemmestyrelovs § 19 om danske reglers ændring eller ophævelse ved rette myndighed.

iii. Er der endelig tale om udstedelse af nye danske regler inden for færøske/grønlandske særanliggender, gælder disse selvsagt kun for Danmark - uanset om dette fremgår af lovens ordlyd eller ej. Dette følger af hjemmestyreordningernes grundlæggende princip, således som dette er kommet til udtryk i bestemmelserne om overdragelse af sagligt afgrænset lovgivende og administrativ myndighed til hjemmestyret, jfr. § 4 i såvel den færøske som den grønlandske hjemmestyrelov. Af hensyn til de vanskeligheder, der i enkelte tilfælde kan være forbundet med at afgøre om den pågældende lov falder inden for dansk rigsanliggende eller færøsk/grønlandsk særanliggende, bør det i almindelighed fremgå direkte af alle love, der ikke udstedes på rigsanliggenderne, at disse ikke gælder for Færøerne og Grønland.

Spørgsmålet om muligheden for at udstrække gyldigheden af en ny dansk lov på et hjemmestyreområde til også at omfatte Færøerne og Grønland er opstået i enkelte tilfælde. Man kunne f.eks. tænke sig, at en dansk lov efter aftale med Hjemmestyremyndighederne kom til at gælde og sattes i kraft for Færøerne og/eller Grønland inden for et område, der i øvrigt var underlagt hjemmestyrets kompetence.[12] - Noget sådant er principielt muligt; den retlige konstruktion vil i så fald være at hjemmestyret ved aftale tilbagefører en del af sin kompetence til Rigsmyndighederne med henblik på regulering af det konkrete tilfælde. Uagtet at dette altså principielt er muligt, bør det imidlertid undgås, da det rejser flere problemer end det løser. Spørgsmål om formkrav til og rækkevidden af en sådan tilbageførelse; spørgsmål om kompetencen til at ændre denne retstilstand; og spørgsmål om det politiske og retlige ansvar er blot nogle af de komplicerede spørgsmål, der følger med en sådan konstruktion.

Sammenfattende må det om de her anførte tre hovedregler siges, at ny dansk lovgivning i almindelighed ikke gælder umiddelbart for Færøerne og Grønland, hvorimod ophævelse af ældre danske love kun kan vedtages af folketinget for så vidt angår fælles rigsanliggender. Efterlevelse af disse enkle hovedregler vil formentlig gøre det muligt at undgå de vanskeligheder, som Højesterets dom kunne medføre i fremtiden.

Noter:

1. Lov nr. 577 af 29. november 1978 om Grønlands hjemmestyre, jfr. §§ 4-5 og § 7; samt lov nr. 137 af 23. marts 1948 om Færøernes hjemmestyre § 4.

2. Lov nr. 536 af 4. oktober 1919 om Den faste Voldgiftsret som gengivet i lbk. 124 af 21. april 1964.

3. Folketingstidende 1972-73, B spalte 2254.

4. Lov nr. 51 af 1. april 1896 om kundgørelse på Færøerne. Ifølge bestemmelserne i denne lov skal danske loves titel og udstedelsesdato kundgøres i dagbladet »Dimmalætting«, hvorefter de træder i kraft på Færøerne fire uger efter datoen for denne kundgørelse.

5. Jfr. Knud Illum, Kollektiv Arbejdsret, 3. udg. 1964, s. 281 og s. 314-15.

6. Se Statsministeriets cirkulære 1981-08-18 om sager vedr. Færøerne og Grønland, og Juridisk Grundbog, 1975 p. 63 ff.

7. Se § 7 i den færøske hjemmestyrelov, og § 12 i den grønlandske.

8. Exempelvis gælder flere af Norske Lov's bestemmelser den dag i dag på Færøerne.

9. Se f.eks. § 55, stk. 3 i lbk. 35 af 30. januar 1981 om banker og sparekasser; og § 163 i lbk. 6 af 13. januar 1984 om aktieselskaber.

10. Om offentlighedsloven, se § 18 i lov nr. 572 af 19. december 1985. Den nye offentlighedslov træder i kraft 1. januar 1987 og kan ved kgl. anordning sættes i kraft for Grønland og Færøerne, men kun for så vidt angår de statslige myndigheders virksomhed dér. Den nye offentlighedslov intenderer således efter sit indhold ikke at gælde for Hjemmestyremyndighedernes forvaltning.

11. Lov nr. 310 af 6. juni 1973 om levnedsmidler m.m., der iflg. § 71 ikke gælder for Grønland, ophæver i § 67, nr. 4. Lov nr. 189 af 4. juni 1964 om dybfrosne levnedsmidler, der i hvert fald hidtil er anset som det gældende retsgrundlag på dette særanliggende.

12. Noget sådant blev overvejet i forbindelse med overenskomstindgrebene i 1985, hvor Folketingets forlængelse af overenskomsterne for statens personale i Grønland påtænktes udvidet til også at omfatte en forlængelse af Hjemmestyrets og De Grønlandske Kommuners personale. De to indgreb blev dog foretaget hver for sig men med et parallelt indhold, jfr. landstingslov nr. 18 af 19. november 1985 om forlængelse og fornyelse af kollektive overenskomster.