Forslag til
landstingsforordning nr. xx af xx. xx
2004 om ændring af landstingsforordning om museumsvæsen (som følge af Rigsfælleskabets
ratifikation af De Forenede Nationers Havretskonvention af 10. december 1982)
§ 1
I landstingsforordning nr. 6 af 30. oktober
1998 om museumsvæsen foretages følgende ændringer:
1. Efter § 24 indsættes:
"§ 24a. Fund af levn fra fortiden, herunder vrag af skibe,
skibsladninger og dele fra sådanne skibsvrag, der må antages at være gået
tabt for mere end 100 år siden, gjort på den dybe havbund, jf. stk. 2, af
danske statsborgere med fast bopæl eller ophold i Grønland eller af et dansk
indregistreret fartøj hjemmehørende i Grønland, tilhører Grønlands
Hjemmestyre, medmindre andre lande eller private kan bevise deres
ejendomsret.
Stk. 2. Ved den dybe havbund forstås den havbund og dennes undergrund,
der ligger uden for grænserne for national jurisdiktion.
Stk. 3. Fund efter stk. 1 skal straks anmeldes til Grønlands
Nationalmuseum.
Stk. 4. Der må ikke uden Landsstyrets tilladelse foretages ændringer i
tilstanden af undervandskulturarv, jf. stk. 1, som
tilhører Grønlands Hjemmestyre, danske statsborgere med fast bopæl eller
ophold i Grønland eller juridiske personer, med hjemsted i Grønland. Danske statsborgere
med fast bopæl eller ophold i Grønland og juridiske personer med hjemsted i
Grønland, må ikke foretage eller foranledige foretaget ændringer af undervandskulturarv, som tilhører andre uden tilladelse
fra de pågældende.
Stk. 5. Den, der optager genstande, som tilhører Grønlands
Hjemmestyre, jf. stk. 1, og den, der får en sådan genstand i sin besiddelse,
skal straks aflevere genstanden til Grønlands Nationalmuseum. Den, der har
foretaget optagningen, har ikke krav på bjærgeløn.
Stk. 6. Landsstyret kan bestemme, at levn fra fortiden, herunder vrag
af skibe, skibsladninger og dele fra sådanne skibsvrag, der er gået tabt for
mindre end 100 år siden, skal være omfattet af bestemmelsen i stk. 1.
Stk. 7. Landsstyret kan fastsætte nærmere regler om de i stk. 3-6
nævnte forhold."
2. I § 25, stk. 2 indsættes som 2. pkt.:
"Bestemmelsen i 1. pkt. finder ikke anvendelse på de i § 24a, stk. 1
nævnte fund, herunder fund, der i medfør af bestemmelser, fastsat med hjemmel
i § 24a, stk. 6 og 7, er omfattet af § 24a."
3. I § 25, stk. 3 indsættes
som 2. pkt.:
"Bestemmelsen i 1. pkt. finder ikke anvendelse på de i § 24a, stk. 1
nævnte fund, herunder fund, der i medfør af bestemmelser, fastsat med hjemmel
i § 24a, stk. 6 og 7, er omfattet af § 24a."
4. I § 33 indsættes
efter "24,": "24a, stk. 3-5,"
5. I § 33 indsættes
som stk. 2:
"Stk. 2. For overtrædelser af § 24a, stk. 3-5, der begås af
aktieselskaber, foreninger, selvejende institutioner, fonde eller lignende, kan
der pålægges den juridiske person som sådan bødeansvar."
6. I § 33 indsættes som stk.
3:
"Stk. 3. I forskrifter, der udstedes i medfør af denne
landstingsforordning, kan der fastsættes regler om idømmelse af bøde for
overtrædelse af bestemmelserne."
§ 2
Landstingsforordningen træder i kraft den 1.
juni 2004 og finder anvendelse på ændringer i tilstanden af undervandskulturarv, herunder optagning af genstande, der
foretages efter dette tidspunkt.
|